eReolen: Sådan læser du ebøger

Ereolen

Sådan læser du bøger på eReolen

eReolen kan du læse digitale bøger og lytte til lydbøger. Materialerne er fortrinsvis på dansk, og der er mest skønlitteratur. Vil du læse udenlandske bøger, skal du benytte eReolen Global. eReolen kan også bruges til at finde bøger, der ellers er udlånt på biblioteket og er derfor særlig praktisk til dig, der skal finde informationer til dit projekt i sidste øjeblik.

eReolen er folkebibliotekernes digitale bibliotek, og når du benytter eReolen, skal du derfor være logget ind med dine låneroplysninger fra folkebiblioteket i din hjemkommune.

Når du bruger eReolen fra din tablet eller smartphone, kan du hente app’en ”eReolen” i App Store eller Google Play. Her får du også mulighed for at downloade ebogen eller en lydbog, så du har adgang til den, når du ikke er online.

Læs også: Sådan får du et bibliotekslogin

Sådan søger du i eReolen

Gå til www.ereolen.dk. På forsiden kan du skrive titel, forfatter eller emne i søgefeltet, du kan bladre igennem forslagene i karrusellen, eller du kan klikke dig vej ind i den øverste, grå bjælke på e-bøger eller lydbøger. Samme sted kan du også logge dig ind og se dine lån og reserveringer.

 

eReolen - Sådan søger du

Vil du gerne søge efter en bestemt bog, så fungerer det som på folkebiblioteket. Skriv f.eks. ord fra titlen, emneord eller forfatterens navn.

Sådan låner du på eReolen

Når du har fundet en ebog, du gerne vil låne, kan du vælge at klikke på den for at få flere oplysninger. Herefter kan du føje bogen til din huskeliste, låne bogen med det samme eller klikke på ”PRØV” for at se, om bogen er noget for dig, inden du bruger af dine begrænsede lån.

Klik på ”LÅN” og log ind med dine låneroplysninger fra folkebiblioteket i din bopælskommune. Klik derefter på ”LÆS”.

Nu kan du læse bogen fra start eller med pilene bladre frem til første kapitel. I menulinjen foroven kan du hhv. lave et bogmærke, se dine bogmærker, vælge imellem kapitlerne og sætte indstillinger for tekststørrelse og lysstyrke.

Lån lydbøger på eReolen

Du kan også bruge eReolens kategorier til at klikke dig frem til en lydbog. I den øverste menubjælke vælger du ”LYDBØGER” og derefter “BØRN OG UNGE” eller ”VOKSEN”. Når du har valgt en kategori, kan du vælge endnu mere specifikt i venstre side.

Hvor meget må du låne?

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvor mange ebøger og lydbøger, du må låne ad gangen. Når du er logget ind (øverst til højre), kan du se, hvor mange lån og reserveringer, der er tildelt lånerne i din kommune.

Du kan ikke aflevere dine lån igen – det sker automatisk. Har du brugt alle dine lån, bliver du derfor nødt til at vente på, at de udløber, inden du kan låne igen. Nogle bøger har begrænsninger på antallet af simultane udlån , og her bliver du som på det fysiske bibliotek nødt til at reservere.

Læs mere om at skrive et projekt!

I bogen Bachelorprojektet – sådan gør du! kan du læse mere om, hvordan du skriver et godt projekt. I bogen får du også tjeklister til de enkelte afsnit, så du kan se, om du har husket at få det hele med.

Bachelorprojektet - sådan gør du