Skriv tekst

Skriv tekst

Når du går i gang med at skrive, vil du opdage, at der er forskel mellem det, du tænker, og så det, du kan få ned på papiret. Nogle gange er det svært at få formuleret det, du gerne vil fortælle. Du skal tænke på det at skrive akademisk som en færdighed, der kan læres. Det er noget, der skal øves, præcis som at lægge gips på et brækket ben eller tegne en udestue. At skrive tekst er en kompetence, der skal trænes, før man bliver rigtig god til det, præcis ligesom alle andre håndværk.

Vær ikke bange for at læsse tekst op på siden, men skriv ordene ud af hjernen. Du kan altid ændre det senere. Hvis du har svært ved at få ordene ned på papiret, så sænk ambitionerne.

Allermest handler en skriveblokering, om, at du gerne vil gøre det rigtig godt, men ikke ved hvordan. Men man skal kravle, før man kan gå! Derfor handler dit projekt først og fremmest om at få noget viden ned på papiret. Sæt æggeuret og skriv en halv time på et af afsnittene. Så er du i gang.

Skriv nu – ret senere

Brug samme teknik i resten af projektet. Når du går i stå, så tag et afsnit op og skriv det, du tænker, der skal stå. Brug ikke for meget tid på at få de rigtige referencer og logiske ræsonnementer ind lige her. Du kan altid lave det om og skrive det bedre – når du redigerer. Ikke imens du skriver.

Hvis der er noget viden, du lige mangler, eller et afsnit, der skal klippes ind senere, så markér stedet med et ’xx’. Når du er ved at være færdig med projektet, så søger du på alle xx’erne. På den måde kan du rette alle de steder, hvor du mangler tekst.

Læs også: Skriveblokering