Hvordan finder du nemt og hurtigt en masse god litteratur til dit projekt?
Forestil dig, at du skal skrive et projekt om arkitekturen i Tyskland under Hitler. Det er svært umiddelbart at finde noget brugbar litteratur, men kan du finde en artikel, en bog eller et andet projekt om emnet, hvor der måske er 25 brugbare bøger og artikler på litteraturlisten – så er du i gang. Herefter er det bare at bestille dem hjem gennem bibliotek.dk.
Selvfølgelig skal du også selv søge, så du ved, om du har fået det hele med. Og måske er det heller ikke alt, du kan bruge fra litteraturlisterne, men når du har skaffet materialerne hjem og læst dem igennem, har du pludselig en fået fyldt en masse på din egen litteraturliste!
Her får du et par smutveje til at finde andres litteraturlister, så du hurtigt kan komme i gang med din søgning efter litteratur til dit projekt:
Find litteraturlister via Google
Vil du gerne finde andres litteraturlister, så er det nemt at google sig frem til dem. Lav en søgning med et ord fra dit emne, ordet litteraturliste og evt. projekttypen, sådan her: [bachelorprojekt litteraturliste arkitektur hitler tyskland].
Find litteratur via Google Scholar
På Google Scholar kan du se, hvem der har citeret en bestemt artikel eller bog, og du kan også finde relaterede artikler. Søg f.eks. på [nazi architecture] og klik på enten ”Citeret af” eller ”Relaterede artikler”.
Brug bogens litteraturliste
Bøger kan også indeholde gode litteraturlister. Tag et kig bagerst i dine lærebøger, der hører til det fag, du skriver i, for at se, om der skulle gemme sig forslag til andet materiale, som du kan bruge til dit eget projekt.
Læs mere om at søge litteratur til dit projekt
Læs også de to bøger, jeg har skrevet om informationssøgning. De handler specifikt om at søge litteratur til dit projekt. Her er projektet sat i centrum, og jeg demonstrerer, hvordan du finder litteratur om dit emne.
Toft, Trine (2012). Informationssøgning til bachelorprojektet: for professionsbachelorer. Frederiksberg: Samfundslitteratur. ISBN: 9788759316382 – 106 sider
Toft, Trine (2013). Find viden: informationssøgning til de gymnasiale uddannelser. Frederiksberg: Samfundslitteratur. ISBN: 9788759318645 – 112 sider