Gør dig klar til eksamen
Timerne, fra du vågner om morgenen, til du endelig skal ind og trække dit spørgsmål i eksamenslokalet, kan godt føles som flere år. Måske er du fuld af nervøsitet og stress over, hvordan det mon kommer til at gå. Men der er flere ting, du kan gøre for at finde ro og forberede dig på den kommende eksamen.
Find ud af, hvad der virker
Måske har du hørt rådet om, at du ikke må læse mere, når du kommer til selve eksamensdagen. Det er bare ikke nødvendigvis sandt. Hvis det virker for dig lige at lade øjnene løbe over teksterne en sidste gang, så gør det.
Sådan skal resten af formiddagen også forløbe. Du skal gøre det, der giver dig fokus og ro. Tænk tilbage på de vellykkede eksaminer, du har haft. Prøv at huske, hvad du foretog dig lige inden. Hvordan fik den du følelse i kroppen, der gav dig ro til at gå ind i eksamenslokalet og styre for vildt? Løb du en tur inden, eller spiste du morgenmad med studiegruppen? Havde du sat dig godt ind i pensum, eller glædede du dig bare til at tale om faget?
Forbered dig mentalt til din eksamen
I det hele taget kan du komme langt med den mentale forberedelse. Du kan gå en tur og tænke over, hvad du gerne vil sige til de forskellige emner. F.eks.: ”Hvis jeg trækker spørgsmålet om den gennemsnitlige levealder, så vil jeg starte med at tale om den statistiske udvikling. Bagefter vil jeg gerne tale om Thomas Malthus’ problematisering af befolkningstilvækst.”
Det behøver ikke at være en helt stram og fastlagt plan, men nu har du noget, du kan starte på. Du slipper for at sidde og svede, imens du venter på, at den sorte klap skal løfte sig. Nu ved du jo godt, hvad du skal. På samme måde kan du også overveje, hvad du vil svare på de spørgsmål, som lærer og censor uden tvivl vil stille dig.
Lav dit eget mål
En god eksamen behøver ikke nødvendigvis at ende med en topkarakter. Det er dig, der sætter barren for, hvad du gerne vil opnå. Hvis du bliver rystende nervøs, bare du tænker på at skulle ind til det grønne klæde, så vil en succes for dig måske være at få styr på nerverne og få sagt de ting, du gerne vil sige.
Husk også at sætte en belønning til dig selv, når eksamen er overstået. Lige inden du skal ind og trække dit spørgsmål, er det rart at tænke på, at uanset hvad der så sker i den næste lille time, så venter der dig en tur i biografen sammen med din bedste ven – eller hvad der nu kan få dig til at føle, at livet jo selvfølgelig går videre!