Sådan tjekker du din egen tekst for plagiat

Plagiat

Et eksempel på plagiat fra det virkelige studieliv

Tre studerende havde skrevet bachelorprojekt sammen. To af dem meget flittige og med helt styr på indhold og referencer. Den tredje afleverede også sin del af teksten. Da projektet ved aflevering blev kørt igennem en plagiatscanner, var der hele afsnit af dennes tekst, der var skrevet direkte af fra lærebøger og internettet. Fordi studiegruppen ikke havde angivet, hvem der var ansvarlige for de forskellige afsnit, blev bedømmelsen fælles. Resultatet var, at alle tre måtte skrive et nyt bachelorprojekt.

Når copy-paste bliver et problem

Den triste fortælling om plagiat stammer desværre fra det virkelige studieliv. Skriver du alene, kan plagiat også være et problem. Kan du egentlig huske, hvor det lige var, du copy-pastede et rigtig godt afsnit ind – med intentionen om at lave et citat senere? Og er du sikker på, at du har fået lavet referencer alle de relevante steder?

Hvad er plagiat?

Plagiat er kort fortalt, når du bruger andres viden uden at angive, hvor du har det fra, enten med citater eller litteraturhenvisninger. Det er ulovligt at plagiere, og i værste fald kan det føre til annullering af din eksamen eller bortvisning fra uddannelsen. Du kan læse mere om plagiat her.

Mange uddannelser har en plagiatscanner, hvor dit og andres projekter sammenlignes med lignende projekter og med internettet. En plagiatscanner kan vise, om din tekst har for mange sammenfald med andre tekster. Dette er dog kun et problem, hvis du ikke har angivet dine kilder.

Vil du inden aflevering gerne se, om du eller de andre medlemmer i studiegruppen – med eller uden forsæt – har skrevet af eller bare mangler en kilde på teksten? Der er forskellige værktøjer, hvor du kan sammenligne projektet med andre tekster, inden det ryger igennem uddannelsens plagiatscanner. Har du ikke adgang til en plagiatscanner, finder du i denne guide en masse gode tips til steder, hvor du kan tjekke din tekst. Alle er helt gratis!

Brug Google

Den hurtigste måde at tjekke tekst på, er ved at bruge Google, www.google.dk. Du kan her søge på én eller flere linjer ad gangen, op til 32 ord, som er Googles max-grænse. Du kan med fordel bruge anførselstegn, hvor du søger på hele sætningen med ordene i den præcise rækkefølge, f.eks. sådan her:

Plagiat Tjek

På Plagiat Tjek, www.plagiattjek.dk, kan du tjekke opgaver og projekter for plagiat – på alle sprog. Du kan tjekke op til 1500 ord ad gangen, og plagiatscanneren søger så i tekster på internettet. Her kan den også fange indhold i Google Books, hvilket kan fange plagiat fra fysiske lærebøger.

Der findes mange andre gratis plagiat-tjekkere på internettet. Du finder en god oversigt her: https://elearningindustry.com/top-10-free-plagiarism-detection-tools-for-teachers – og du kan også søge på [plagiarism checker online].

Sammenlign to PDF-dokumenter

På Draftable, https://draftable.com/compare, kan du gratis sammenligne to PDF-dokumenter. Det er smart, hvis du f.eks. skal tjekke med et andet projekt, som er lagt på internettet i PDF-form. Gem dit eget projekt som PDF (gøres i Word), og sammenlign de to dokumenter:

Brug Word

I Word kan du også sammenligne tekst. Du kan f.eks. gemme et tekstudsnit fra en hjemmeside som et Word-dokument og så sammenligne med det eget projekt.

Studieskolen København har lavet en rigtig god YouTube-video, som viser, hvordan du gør. Klik på linket her: www.youtube.com/watch?v=d3pL_KQ8r8A.

Læs projektet igennem

En nem måde at tjekke for plagiat er også at læse projektet igennem flere gange. Læs det gerne højt for dig selv, da du her kan fange ord og sætningskonstruktioner, som stikker helt af fra resten af teksten. Hvis du finder tekstbidder, som ikke lyder som i resten af projektet, så overvej om det er noget, der ikke skal have en reference eller måske sit eget citat.

VIGTIGT!

Der gives ingen garanti for, at du med disse tips kan finde alle de steder, hvor teksten kan stamme fra en anden kilde. Der kan sagtens være tekst i projektet, som du har taget fra fysiske bøger eller projekter, som ikke er lagt ind i en plagiatscanner.

Men husk: alt det her er kun et problem, hvis du skriver direkte af eller glemmer at lave en reference der, hvor du har din viden andre steder fra. Du kan læse mere om referencer her.

Bachelorprojektet - sådan gør du