Danmarks Statistik – tal om Danmark
Danmarks Statistik giver dig en viden om samfundsforhold i Danmark, med et væld af informationer om det danske samfund. I Statistikbanken kan du vælge selv at danne tabeller eller diagrammer med de oplysninger, du skal bruge, eller du kan benytte tal fra de færdige publikationer, enten fra hjemmesiden eller ved lån på biblioteket.
Hvis du vælger at oprette dig gratis som bruger, kan du gemme dine udtræk fra Statistikbanken til senere brug.
Det kræver øvelse og tålmodighed at trække de rigtige data ud af Statistikbanken. Har du brug for hjælp, sidder Informationsservice og Bibliotek klar til at hjælpe dig på www.dst.dk/OmDS/Bib/spoerg.aspx. Tjek gerne FAQ, inden du spørger, det kunne være, at andre allerede havde stillet samme spørgsmål.
Læs også: Sådan finder du statistik til dit projekt
Sådan søger du i Danmarks Statistik
For at søge i Statistikbanken skal du gå ind på www.dst.dk og herefter klikke på ”Statistikbanken”. Der åbner sig her en emneliste, hvor du kan klikke dig videre. Hvis du gerne vil vide, hvor mange danskere, der bor på kollegium i de fem regioner i Danmark, så klik på ”Levevilkår”, ”Boligforhold” og derefter på ”Boliger”:
Klik nu på ”BOL101: Boliger efter område, beboertype, anvendelse, udlejningsforhold, ejerforhold og opførelsesår” – herefter kan du vælge, hvilke data du vil sammenligne. Vælg f.eks. ”Regioner” (under ”Flere valgmuligheder”), ”Boliger med CPR-tilmeldte personer (beboede boliger)”, ”Kollegier” og ”2017”. Du kan vælge enkelte lister ud ved at holde [Ctrl] nede, samtidig med, at du klikker. Vil du vælge flere, holder du [Shift] nede. Til sidst ser det ud som her:
Klik på ”Vis tabel”. Nu ser udtrækket sådan her ud:
Du kan her se, hvordan det samlede antal kollegiebeboere fordeler sig i de forskellige regioner.
Under ”Åbn / gem som” kan du få tallene ned på din computer i det format, du ønsker at arbejde med dem i.
Sådan laver du grafer og diagrammer
Under ”Grafisk præsentation” kan du vælge at få vist dine tal på forskellige måder, f.eks. et kurve-, søjle- eller cirkeldiagram. Med eksemplet fra før kan du vælge at få vist et kurvediagram. Klik på den blå pil, når du har markeret det ønskede diagram.
I menulinjen foroven kan du ændre diagrammet. Hvis du vil gemme dit billede, kan du højreklikke på det og vælge ”Gem billede som…”. Hvis du ønsker at copy/paste det direkte ind i dit projekt, trykker du [Alt+PrtScn] på dit tastatur. I dit tekstprogram taster du [Ctrl+v] – så ryger billedet ind der, hvor du har sat cursoren.
Husk altid at skrive i dit projekt, hvor du har dine oplysninger og diagrammer fra.
Sådan finder du statistik om dit emne
Danmarks Statistik samler også data om relevante emner, og dem kan du se under ”Emner” på forsiden. Her kan du finde de færdige data opdelt efter emne, f.eks. om miljø, sundhed og arbejdsmarked. Klikker du dig ind under ”Uddannelse og viden” og derefter videre til ”Befolkningens uddannelsesstatus” og ”Ungdomsuddannelser” kan du se, at antallet af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, er steget siden 2014, hvor tallet ellers var faldet kraftigt:
Klikker du på ”Hent flere tal”, kan du gå ind og arbejde videre med tallene i Statistikbanken.
Læs mere om at skrive projekt!
I bogen Bachelorprojektet – sådan gør du! kan du læse mere om, hvordan du skriver et godt projekt. I bogen får du også tjeklister til de enkelte afsnit, så du kan se, om du har husket at få det hele med.