Hvad er en disposition – i et projekt?
En disposition er en oversigt over de afsnit dit projekt skal indeholde. Dermed ligner den umiddelbart en indholdsfortegnelse, men forskellen på de to er, at dispositionen skrives, inden du går i gang med projektet, imens indholdsfortegnelsen først får sin endelige udformning til sidst.
Hvis du åbner et Word-dokument og skriver alle overskrifterne fra dispositionsoversigten ind, så har du faktisk allerede din egen disposition. Når du først har overskrifterne på plads, kan du begynde at tilføje stikord til de enkelte afsnit.
Hvilke overskrifter skal du have med i din disposition?
Din projekt-disposition kan indeholde følgende emner:
- Indledning
Hvad skal du arbejde med, hvad er rammerne for det, hvilke personer skal deltage, hvilke eksperimenter skal du foretage – hvad er det kort sagt, du gerne vil undersøge? - Problemformulering
Også gerne bare en foreløbig. Her præsenterer du de problemstillinger, der skal arbejdes med. Hvad er problemstillingen, og hvordan kan den belyses og evt. løses? - Metodebeskrivelse
Skal du interviewe nogen, lave forsøg, spørgeskemaer, sammenholde kilder eller andet. Kort sagt: hvilken metode vil du benytte til at undersøge problemformuleringens spørgsmål? - Analyse
Hvordan vil du bearbejde de data eller den teori, du inddrager for at finde svar på dine spørgsmål? - Diskussion og vurdering
Hvilke diskussioner kan du allerede nu se, som er vigtige at rejse? Er der for eksempel teoretikere, der er uenige, eller har du data eller forsøg, der viser noget andet end teorien? - Konklusion
Kan du allerede nu se, hvad du kan komme til at konkludere? Her kan du også indsætte dine hypoteser. - Litteraturliste
Hvilke kilder regner du på nuværende tidspunkt med at benytte? Det behøver ikke at være en færdig liste, men du skal som minimum have et par oversigtsværker om emnet på listen + flere af hovedværkerne indenfor området.
Det er forskelligt fra uddannelse til uddannelse, hvilke krav der stilles til indholdet i dispositionen. Spørg evt. din vejleder, hvis du er i tvivl. Er der ingen formelle krav til dispositionen, kan du bruge denne skabelon.
Dispositionen giver et overblik over dit projekt
En disposition er også en plan, der viser sammenhængen mellem projektets afsnit: hvordan du vil disponere dit stof. Det viser din vejleder, hvor langt du er, og hvad du gerne vil med dit projekt. Dispositionen kan også hjælpe dig med at få et overblik over, hvor de enkelte afsnit skal placeres, så du får den berømte røde tråd i projektet.
Udformningen af dispositionen sker løbende, efterhånden som du får et helt klart billede af, hvor du skal hen. Hvis din problemformulering ændrer sig, så gør resten af dispositionen det selvfølgelig også. Den endelige disposition ligger som regel først helt fast sent i forløbet.
Hvor meget fylder en disposition?
Omfanget af en disposition er ca. 1-2 sider.
Vil du se eksempler på en disposition?
Hvis du mangler inspiration til, hvordan du skriver en disposition, så er Google din ven! Mange studerende lægger deres opgaver ud på nettet, og med de rigtige søgninger, kan du finde gode eksempler på en disposition. Prøv for eksempel at søge på Google sådan her: [projekttype filetype:pdf disposition]. Du kan sætte dine egne ord ind i søgningen her: Google-søgning.
Et lille tip: Mange opgaver og projekter bliver lagt ud på nettet i filtypen PDF. Med søgeordet ‘filetype:pdf’ kan du afgrænse din søgning til kun at finde PDF-filer.
Læs mere om at skrive projekt!
I bogen Bachelorprojektet – sådan gør du! kan du læse mere om, hvordan du skriver et godt projekt. I bogen får du også tjeklister til de enkelte afsnit, så du kan se, om du har husket at få det hele med.