Legatansøgning

Send en legatansøgning

Når du skal skrive en legatansøgning, er der to måder at ansøge om et legat på. Enten via et fast ansøgningsskema, som fås ved at sende en frankeret svarkuvert til legatets administrator eller også ved selv at sammenfatte en legatansøgning. I de enkelte legater vil det fremgå, om du skal benytte et skema, og hvad du skal gøre. Det er her værd at bemærke, at nogle ansøgninger vil være hybrider, hvor du både skal udfylde et ansøgningsskema og skrive en motiveret ansøgning.

Ansøgningsskema

Er der et ansøgningsskema, skal dette bruges. Formålet er som regel at gøre det lettere for administrator at finde frem til de rette ansøgere.

Mange legater benytter sig af ansøgningsskemaer, og det er klogt at få fat i dem i god tid før ansøgningsfristen. Nogle ansøgningsskemaer ligger klar til at blive udfyldt online, mens andre kan printes fra legatets egen hjemmeside eller rekvireres ved at kontakte det sted, hvorfra fonden administreres.

Det foregår sådan her: køb to kuverter og to frimærker (50 g.). På den ene kuvert skriver du fondens navn og adresse, på den anden dine egne adresseoplysninger. Frankér dem begge og i kuverten med fondens navn lægger du nu din egen kuvert samt et postkort eller bare en post-it om, at du ønsker et ansøgningsskema til [fondens navn].

Det kan virke lidt omstændeligt, men hvilke legater tror du får flest ansøgninger? Dem, der er besværlige at søge med sneglepost frem og tilbage eller dem, der kun lige kræver, at man klikker ind på hjemmesiden? Hvis du vil forøge dine chancer for at få et legat, er det oplagt at søge dem, hvor en stor del af ansøgerfeltet har sorteret sig selv fra, fordi det er lidt mere besværligt.

Motiveret ansøgning

Er der ikke et ansøgningsskema, skal du selv skrive en motiveret ansøgning. Ansøgningen skal kort sagt indeholde en beskrivelse af formålet med din ansøgning. Det er i den motiverede ansøgning, at du kan skille dig ud fra de øvrige ansøgere. Blandt hårde facts som karakterudskrifter og budgetter får du her mulighed for med egne ord at argumentere for, hvorfor netop du skal modtage støtte.

Der ligger et solidt stykke arbejde bag en rigtig god ansøgning. For at være sikker på, at din ansøgning opfylder kravene, skal du først læse fundatsen grundigt igennem. Motivationsansøgningen skal indeholde en række standardinformationer, som du kan skrive sammen. Hvis du ser på de oplysninger, som hører til ansøgningsskemaet, så er det egentlig samme informationer, du skal give her, bare som fristil.

Når du skriver en legatansøgning, skal du fatte dig i korthed, men uden at udelade vigtig og relevant information. Det er en god tommelfingerregel at holde sig til 1-1,5 A4 side. Som udgangspunkt skal ansøgningen være relevant, overskuelig og let læselig, så find en rød tråd der får ansøgningen til at hænge sammen og klart og præcist fortæller hvem, hvad og hvorfor.