Studiebøger er dyre!
3.000 – 4.000 er ikke unormalt at lægge for studiebøger, hvis du skal købe hele semestrets pensum. Sådan var det også for mig, dengang jeg startede på min uddannelse. Jeg var vildt glad for mit studie og havde oveni købet været så fantastisk heldig at kunne flytte ind i lejligheden over min bedste veninde fra gymnasiet. Hun havde nemlig allerede været i gang med at læse et år, inden jeg startede, og af hende lærte jeg en masse tricks til det gode studieliv.
Søg legater til dine studiebøger!
Blandt andet var hun en haj til at søge legater. Hun viste mig, hvordan jeg fandt legatbaserne, og lærte mig at printe alle potentielle legater ud på én gang og så søge fast hver måned. Jeg begyndte selv at søge legater, fortrinsvis det helt generelle til værdigt trængende studerende. Selv om jeg det første år havde valgt, at jeg helt og holdent ville koncentrere mig om studierne og derfor ikke havde studiejob, kunne jeg med legaterne betale alle mine studiebøger og samtidig helt undgå også at optage SU-lån.
Hvilke legater kan du søge?
Jeg fandt mange legater i legatbasen på Studerende Online. Min uddannelse lå i Københavns Kommune som dengang og nu har en del uddannelseslegater til studerende. Endelig søgte jeg også i Legathåndbogen, som de store universitetsbiblioteker ofte har købt online-adgang til.
I Danmark er der over 20.000 fonde og legater, som du potentielt kan søge – så det er bare om at komme i gang!