Ophavsret

Ophavsret

Hvad er ophavsret – og hvad betyder det for dig? Med kopimaskiner, smartphones og fildelingstjenester har det aldrig været nemmere lige at få en kopi af den bog der skal læses til i morgen eller samtlige afsnit af yndlings-serien. Men det kan godt være, at det er nemt – det er bare ikke lovligt!

Når en person har skabt et værk – det kan f.eks. være en tekst, et billede, undervisningsmateriale, en film eller en musik-cd – så tilhører ophavsretten skaberen af dette, med mindre den er overdraget til andre eller er frigivet. Som hovedregel er tekster, billeder og andre værker beskyttet i 70 år efter ophavsejerens død.

Når et værk er beskyttet af ophavsretten, må du ikke uden rettighedshaverens tilladelse kopiere eller på anden måde gengive værket, og slet ikke i dit eget navn, som om du selv havde skabt det. Du må altid gerne citere fra værker, som er beskyttet af ophavsret, men kun i et begrænset omfang og med kildeangivelse.

Så hvad må du?

Som studerende må du gerne:

  • Scanne eller kopiere tekster til eget brug
  • Citere tekst fra bøger og hjemmesider, med tydelig kildehenvisning
  • Uden tilladelse bruge billeder hvor ophavsretten er udløbet
  • Bruge alle de illustrationer, du kan finde i Googles billedsøgning – hvis du har fået lov af ophavsretshaveren, eller der på siden tydeligt er gjort opmærksom på, at dette er tilladt
  • Optage en forelæsning, hvis du har fået lov af underviseren og dine medstuderende

Som studerende må du ikke:

  • Copy-paste andres tekst ind i din opgave og lade som om, du selv har skrevet det
  • Lave eksemplarer af andres værker til dine medstuderende, f.eks ved at scanne eller kopiere
  • Videresende ophavsretsbeskyttede digitale filer, f.eks. artikler, musik eller film
  • Få et kopi-center til at kopiere en hel bog til dig
  • Linke til materiale, der ligger ulovligt på internettet

(Kilde: Ophavsretsloven)

Læs også: Spørg dem, der ved det