Få succes med dine legatansøgninger

Få succes med dine legatansøgninger

Hvad vil fondene gerne høre?

At skrive legatansøgninger svarer meget godt til at sende en ansøgning til et job, du virkelig gerne vil have. Der er som regel mange om buddet, og de dårligste ansøgninger bliver hurtigt sorteret fra. Hvis du gerne vil være sikker på, at dine legatansøgninger bliver taget seriøst, er det vigtigt, at du ved, hvad du skal skrive, og med hvilke øjne der bliver set på din ansøgning.

Sådan bliver din ansøgning modtaget

I en fond er der ofte ansat en legatsekretær til at screene ansøgningerne, inden de bliver forelagt for bestyrelsen. Legatsekretæren er den første til at læse ansøgningerne, og mangler der oplysninger eller bilag, er det ikke altid, at der er tid til at skrive tilbage til ansøgeren og bede om det manglende materiale. Derfor skal du sørge for, at det er helt tydeligt, hvordan du opfylder fundatsen, og at du har givet alle de oplysninger og vedlagt de bilag, der er bedt om.

Husk at skrive det vigtigste!

Hvis din ansøgning ikke falder inden for fondens formålsbeskrivelse, kan bestyrelsen ikke tildele dig pengene. Heller ikke selv om din ansøgning er rigtig god. Derfor er der en række vigtige punkter, som du skal fokusere på at tydeliggøre i ansøgningen:

  • Er du en seriøs ansøger?
  • Argumenterer du for din sag?
  • Hvilke planer har du efter projektet eller rejsen?
  • Virker din plan gennemarbejdet og seriøs?
  • Vil din ansøgning gavne andre end dig selv?
  • Hvilket helhedsindtryk giver ansøgningen af dig og det, du gerne vil?
  • Hvilken troværdighed giver du indtryk af?
  • Er du realistisk i din tilgang til at nå målet?

Fondene får ofte mange flere ansøgninger, end de har midler til at støtte, så brug lige den ekstra tid på at gennemarbejde din ansøgning, så du kommer til at ligge øverst i bunken. Skriv godt og detaljeret og husk at argumentere for din sag. Fonden ønsker at investere sine penge der, hvor det bedste resultat kan opnås, og din ansøgning skal tydeliggøre, at du vil bruge legatstøtten bedst muligt.

Læs bogen om at skrive bachelorprojekt!

I bogen Bachelorprojektet – sådan gør du! kan du læse mere om, hvordan du skriver et godt projekt. I bogen får du også tjeklister til de enkelte afsnit, så du kan se, om du har husket at få det hele med.

Bachelorprojektet - sådan gør du