Bliv klogere på forkølelsen

Selvom det er noget, de fleste gerne vil undgå, rammes mange af den; forkølelsen. Det er en naturlig del af den danske vinter, og mange oplever også symptomer på forkølelse i løbet af forår, sommer og efterår. Der er mange ting, man kan gøre for at lindre symptomerne, men nogle gange er man nødt til bare at lade forkølelsen gå sin gang, til den er helt overstået. Men hvor længe varer en forkølelse egentlig?

En forkølelse kan vare i alt fra et par dage til et par uger – og det er faktisk ikke unormalt, hvis du selv efter et par uger stadig kan fornemme, at du snøfter lidt ekstra. Forkølelsen er grundlæggende delt ind i fem stadier, som gennemgås herunder.

De fem stadier i en forkølelse

Der er fem stadier i en forkølelse:

  • Det første stadie er stadiet, hvor du er smittet, men ikke mærker til det. Før du mærker noget til forkølelsen, skal symptomerne bryde frem, og det gør de først lidt efter, du er smittet.
  • Stadie to er præget af lette symptomer på forkølelse. Det er måske her, du begynder at have følelsen af, at du er ved at blive syg. Nogle mærker endda også let feber, og du har med stor sandsynlighed en hals, der kradser og gør lidt ondt.
  • I stadie tre mærker du alle de klassiske symptomer på forkølelse. Host og nys er nogle af nøgleordene, men også at din næse stopper til, løber, og at du generelt føler dig skidt tilpas er nogle af symptomerne.
  • I fjerde stadie vil du formentlig mærke, at du rent kropsligt har det bedre, men at du føler dig mere tilstoppet. Det er dit immunforsvar, der kæmper. Denne periode kan godt tage et stykke tid.
  • Femte og sidste stadie er der, hvor forkølelsen er ved at være overstået. Her føler du dig formentlig rask igen.