Sådan søger du på Google

Google

Gode søgetips til Google

De fleste bruger Google, når der skal findes et hurtigt svar, men Google kan også byde på masser af relevant viden, når du skriver projekt. Her kan Google bruges til at finde relevante hjemmesider, artikler, hele bøger på Google Books, andres litteraturlister osv.

Men hvad er det, du finder, når du søger på internettet med Google? Indholdet på internettet fordeler sig i disse kategorier:

  • Offentlig formidling: fra ministerier, styrelser og organisationer, f.eks. SKAT og Folketinget osv.
  • Nyhedssider: hvor du kan holde dig opdateret, f.eks. Politiken, Børsen, DR osv.
  • Virksomhedssider: sider, der gerne vil sælge dig noget, f.eks. H&M, Netto, Coca Cola osv.
  • Blogs: professionelle blogs fra virksomheder eller private blogs, f.eks. Mascha Vang, BilBasen, madblogs osv.
  • Sociale netværk: kendetegnes af brugerskabt indhold f.eks. Facebook, Twitter, LinkedIn osv.
  • Videndelingssider: hvor der kan deles filer, billeder og film, f.eks. Dropbox, Studieportalen osv.
  • Private hjemmesider:eks. hobbyhjemmesider, familiesider, dagbøger osv.
  • Oplysningstjenester: søgemaskiner og vejvisere, f.eks. Bing, Google Maps, Krak osv.
  • Reklame: både i Googles søgeresultater og på hjemmesider kan der være annoncer og skjult reklame

Læs også: Sådan finder du hurtigst masser af litteratur til dit projekt

Husk kildekritik på Google!

Selv om det er nemt og hurtigt at finde et svar på Google, er det vigtigt, at du er klar over, at alle kan skrive alt på internettet – og det gør de! Alle kan lave en hjemmeside om noget, de ikke ved noget om og lægge den ud på internettet. Og du kan søge hjemmesiden frem via Google og risikere at finde svar, der er forkerte eller direkte usande. Når du skal have information fra internettet, er det derfor vigtigt, at du altid vurderer denne kildekritisk: Hvad kan du egentlig tro på?

Hvordan fungerer Google?

Når du bruger Google, søger du i fuldtekst, dvs. i hjemmesidernes titler, tekst, billedtekster osv. Google har en søgerobot, der kigger ind på alle hjemmesider og undersider, hvor man ikke skal bruge password. Søgerobotten tager en kopi af alle de sider, den finder og sender dem tilbage til Googles hovedserver. Når man søger på Google, er det altså i disse kopier, man søger – og ikke direkte ude på hjemmesiderne.

Når du søger på Google, kan du komme ud for, at teksten på den hjemmeside, du klikkede ind på, er ændret eller fjernet. Hvis du gerne vil se, hvad der egentlig stod på siden, kan du gå tilbage til søgeresultaterne. Her er der lige over overskriften en lille pil, og hvis du klikker på den, kan du vælge ”Cached”. Nu får du vist siden, som den så ud, da Google registrerede den.

Sådan søger du på Google

At søge på Google er så nemt, at alle kan være med. Gå ind på www.google.com, skriv et eller flere ord i søgefeltet og tryk på [Enter]. Herefter kommer der et søgeresultat frem med en række poster, som du kan vælge imellem.

Og ja, det er ikke svært at få et svar på Google – men nogle gange er det svært at få det rigtige svar. Internettet består af et uendeligt antal sider, men de fleste skriver bare et enkelt ord eller to i søgefeltet og går så i gang med at kigge de mange hits igennem, som er kommet frem. Der findes dog smartere måder at søge på, og du kan bruge Googles forskellige søgeteknikker til at afgrænse søgeresultatet og lave en specifik søgning, så du ikke skal kigge f.eks. 13 millioner hits igennem.

Sådan søger du smart på Google

Du får her vist, hvordan du kommer fra en stor mængde relevante og irrelevante resultater og ned til få specifikke og brugbare forslag til sider, hvor du kan finde viden. Alle eksemplerne er hurtige genveje, og hvis du har problemer med at huske dem, kan du altid benytte Googles avancerede søgefunktion. Du finder den under ”Indstillinger” – nederst på siden.

Her kan du udover de mest basale funktioner, som du kan læse om i dette afsnit, også afgrænse på bl.a. filtype, dato og sprog. Der er mange flere søgetricks til Google, som du kan læse om her: How to search on Google

Her får du lige 5 hurtige søgetricks, der giver gode resultater:

Brug minus

Gå ind på www.google.com. Hvis du f.eks. skal skrive et projekt om vikinger, vil det nemmeste være bare at taste ordet ind på Google og trykke [Enter]:

Google - Brug minus

Men her får du også resultater frem om vikinger i Sverige, og fokus for dit emne er egentlig de danske vikinger i England. Hvis du gerne vil sortere det fra, som Google ikke skal vise dig, kan du sætte et minus foran, uden mellemrum imellem:

Google - Brug minus i din søgning

Google har nu sorteret alle de hjemmesider fra, hvor ordet [sverige] står, og dem får du ikke vist i resultaterne.

Brug gåseøjne/anførselstegn

Du kan også vælge at søge på [vikinger i England], hvis du gerne vil vide noget mere om vikingernes invasion af landet. Google sætter automatisk et OG imellem dine søgeord og finder hjemmesider, der indeholder alle de ord, du vælger at skrive. Her får du dog ret mange resultater, men sætter du i stedet ordene i gåseøjne, finder du kun sider, hvor ordene står ved siden af hinanden i den rækkefølge, du har skrevet dem; altså ikke ”England” oppe i titlen og ”vikinger” nede i teksten. Nu er der 5.140 resultater:

Google - Brug gåseøjne

Skriv flere ord

En anden søgeteknik er at skrive mange ord. Jo flere ord, du leder efter samtidig, jo mere specifikt et resultat får du, for Google sorterer automatisk de sider fra, hvor der ikke står samtlige ord, du har bedt om at finde. Nu er der kun 55 meget interessante resultater:

Google - Skriv flere ord

Søg med årstal og i perioder

Du kan også bruge Google til at søge indenfor bestemte årstal: skriv to år og sæt to punktummer imellem dem, f.eks. [800..1050]. På denne måde søger du på alle år imellem de to årstal – altså 800, 801, 802 osv. – og sorterer sider fra, hvor disse årstal ikke optræder:

Google - Søg med årstal

Søg på en bestemt side og find undersider

Du kan også bruge Google til at søge på bestemte hjemmesider, hvis f.eks. sidens egen søgefunktion giver for mange eller for irrelevante resultater. Skriv [site:] efterfulgt af sidens adresse:

Google - Søg på en side og find undersider

Nu er der 708 resultater, og du kan sagtens skrive flere søgeord for at gøre søgningen endnu mere præcis.

Søg med dine egne ord

Er du i gang med at skrive projekt, så prøv at sætte ordene fra dit emne ind i eksemplerne ovenfor. Prøv med flere forskellige ord og bemærk forskellen i resultaterne.

Læs mere om at skrive projekt!

I bogen Bachelorprojektet – sådan gør du! kan du læse mere om, hvordan du skriver et godt projekt. I bogen får du også tjeklister til de enkelte afsnit, så du kan se, om du har husket at få det hele med.

Bachelorprojektet - sådan gør du