Ferie på SU-budget: Fest og kultur i Hamburg

Hold en billig ferie i Hamburg

Vil du gerne ud og opleve noget med et relativt lille budget, så er Hamburg oplagt! Desværre er det en by, som mange kun har set fra motorvejen med 130 km i timen, men her er både fest og farver, kultur og masser af seværdigheder for de historie-interesserede. Hamburg ligger ca. to timer fra den danske grænse, og du kan komme dertil med både fly, tog og bus.

Hvad skal du se?

Der er mange store oplevelser i Hamburg! Udover de seværdigheder, du finder her, så kan du selv planlægge din tur på Hamburg.com

Men blandt oplevelser, som du må have med hjem, så er der:

Reeperbahn

Selvfølgelig! Den legendariske syndens gade Reeperbahn lever fuldstændig op til sit rygte. Mellem barer, discoteker og casinoer finder du også talrige sex-shops og stripklubber – men i området er der også talrige rockabilly-shops og vintage-butikker. Kort sagt noget for enhver smag – og altid fest!

Shopping

I Hamburg er der generelt rigtig god mulighed for at shoppe – og så er det billigt. Hvor man i Danmark har 25% moms på alt, så har man i Tyskland blot 19% moms på normale varer som radio/tv, tøj, møbler osv. og kun 7% moms på fødevarer.

Havnerundfart

Måske troede du, at havnerundfart var noget med at sidde i regnvejr med et kommentarspor, der forsvinder i dårlig højttalerlyd. Som med mange andre ting, har tyskerne taget konceptet og virkelig udviklet det. F.eks. kan du tage med hjuldamperen Mississippi Queen fra Landungsbrücken. Her kan du sidde i den store salon og nyde frokost eller drinks, mens du får en rundtur i Europas næststørste havneby blandt de kæmpestore containerskibe.

St. Nikolai-kirken

Når man går rundt i Hamburg, er det svært at forestille sig, at meget af byen var én stor ruin lige efter 2. verdenskrig. Tag elevatoren op i kirketårnet ved St. Nikolai, hvor den fantastiske udsigt kan nydes – og sammenholdes med billederne af den ødelagte stad. I krypten under kirken, er der også et museum om 2. verdenskrig med skiftende udstillinger.

Elb-tunnelen

Besøg også Elb-tunnelen fra 1911. Tunnelen ligger lige ved Landungsbrücken og går over til den modsatte flodbred. På vej ned kan du se elevatorerne, der hejste bilerne 24 meter ned og op igen.

Strand Pauli

Trænger du til at koble af efter dagens oplevelser – og drikke mojitos i lange baner – så er Strand Pauli et besøg værd. Det varme sand og bambusmøblerne vækker glade tanker om Caribien. Stemningen er afslappet, og efter arbejdstid og i weekenden er der fyldt med lokale, fortrinsvis studerende.

Find et godt og billigt hotel i Hamburg

Her får du et par anbefalinger på gode hoteller i Hamburg, som alle kan bookes igennem Booking.com. Det er generelt billigt at bo og spise i Hamburg, og selv de lækre hoteller er til at betale:

Bo festligt på Reeperbahn

Skal den have fuld gas på ferien med alt det fest og ballade, den kan trække – hvorfor så ikke bo på Reeperbahn? ARCOTEL Onyx Hamburg i starten af Reeperbahn er et funky indrettet luksushotel, men overraskende billigt. Her skal du bare træde ud ad døren for at være midt i festen. Reeperbahn byder året rundt på koncerter, døgnåbne barer og restauranter og sjove sexshops, hvor du kan få en fræk souvenir med hjem.

Leder du efter et hotel med swimmingpool i Hamburg?

Holiday Inn Hamburg bor du lidt udenfor centrum og lige ned til Elben. Udover rummelige hotelværelser og en dejlig morgenmadsbuffet byder hotellet også på en spaafdeling. Her finder du en swimmingpool med udsigt udover byen, sauna og wellnessafdeling. Der er gode parkeringsmuligheder i hotellets kælder, og flere gange i timen går der busser ind til centrum.

Et billigt, men rigtig fint hotel i Hamburg

Skal du til Hamburg på budget, får du her også en anbefaling på et godt og billigt sted at overnatte i Hamburg. Skal du bare have en seng at sove i, på et rent hotel i et roligt kvarter, er det billige ibis Hamburg City i nærheden af banegården aldeles glimrende. Prisen ligger i den lave ende, og du får endda oven i købet en solid morgenmadsbuffet med. Hotellet er nemt at komme til med tog og ligger ca. 10 minutters gang fra Hauptbahnhof.

Se flere gode hoteller i Hamburg her på Booking.com!