Lær din nye studieby at kende
Velkommen i din nye studieby! Sommerferien er store flytte-dag for mange nye studerende, og de store studiebyer fyldes med forventningsfulde unge. Måske er du også en af dem, der glæder sig til at tage hul på din uddannelse. Men måske synes du også, at alt det med at starte et helt nyt sted godt kan være op ad bakke.
Udover at få de praktiske ting på plads med at flytte adresse, søge boligsikring og SU, kan det også godt føles som lidt af en kolbøtte at skulle falde på plads i din nye studieby. Det er for det første svært at banke en helt ny omgangskreds op på et par uger. For det andet kan det også godt tage tid, inden du føler dig helt hjemme. I stedet for at sidde på hjemme på kollegieværelset og vente på, at studiet skal gå i gang, så kast dig ud i din nye by. Kom ud og se på alt det, den har at byde på!
Læg din nye studieby for dine fødder
1. Kend din by
Når du er flyttet til en ny by, er det bedste, du kan gøre for dig selv, at snøre skoene og trave byen flad. Eller hop op på cyklen og find ud af, hvor biblioteket og svømmehallen er, hvor der er godt og billigt at spise, hvor din nye yndlings tøjbutik ligger osv.
2. Hallo, hallo!
I din nye by kan det være rart at mødes med nogen, der kender byen i forvejen. Hvis ikke din bedste ven er flyttet i forvejen, er det helt okay at gribe telefonen eller sende en besked til din grandkusine, en bekendt fra din hjemby eller en vens ven og spørge, om de ikke har lyst til at vise dig rundt i byen. De fleste har på et tidspunkt været i dine sko og vil sandsynligvis gerne bruge et par timer på at give dig et godt indtryk af din nye by.
3. Find ud af hvor de andre studerende i byen mødes
Hvis du ikke kender nogen i forvejen, er det rart at vide, hvor du skal gå hen for at møde mennesker, der også har lyst til at møde dig. Mange studerende arbejder frivilligt på f.eks. byens spillesteder, på Studenterhuset eller hos Ungdommens Røde Kors. Her er det nemt at komme ind i et fællesskab.
4. Vær turist i din nye by
Sommeren er også den tid, hvor der sker rigtig meget i de fleste byer. Festivaller og festuger, gratis-koncerter, film i det fri, byvandringer med museer – og mange, mange andre sjove oplevelser venter bare på, at du kommer forbi og deltager. Er du flyttet til København, Odense eller Aarhus, så søg på Google efter [visit og så byens navn].