Sådan tjekker du Fake News

Vil du give eleverne nogle gode redskaber til at tjekke Fake News, så læs med her. Her kan eleverne lære om 5-fingerreglen til kildekritik, der er tricks til hvordan man hurtigt kan tjekke en nyhed på Google, og hvordan man kan finde ud af, om billedet og historien egentlig passer sammen.

Skal du undervise folkeskoleelever på mellemtrinnet i Fake News, kan du få inspiration til undervisningen på denne side: Undervisning i Fake News – Mellemtrin (4.-7. klasse), og vil du læse mere om, hvad der egentlig er god viden, kan du finde artiklen om Videnshierarkiet her: Viden og nyheder: Hvad kan du tro på?

NB! Bemærk, at undervisningsmaterialet er copyrightet, og du må derfor gerne gemme en privat kopi på din computer – men du må ikke sende det eller eftergøre det uden tilladelse. Til gengæld må du meget gerne dele linket her, hvor materialet ligger til fri og gratis afbenyttelse.

Fake News og kildekritik

Femfinger-reglen til kildekritik

Når eleverne bevæger sig rundt på nettet – og også på biblioteket – er det vigtigt, at de er opmærksomme på at tænke kildekritisk. Kildekritik kan godt være et lidt diffust begreb, men overordnet handler det om at tænke sig om, så man ikke bliver snydt. Der findes mange flere gode tommelfingerregler til kildekritik, men hvis eleverne får lært, at der er ét tjek pr. finger, så kan de oftest huske de fleste:

  1. Hvem er forfatteren?
    Tjek kolofonen i bogen eller ”Om” eller ”About” på hjemmesiden – kan du stole på dem?
  2. Vil de have dig til at mene noget bestemt? Eller sælge dig noget?
    Bruger de værdiladede ord til at overbevise dig, eller er det en faktuel nyhed fra Ritzaus Bureau?
  3. Er historien ny eller gammel?
    Tjek, om der er kommet ny viden på området, eller om historien er
    trukket tilbage
  4. Er der mange facts, eller er det subjektive holdninger?
    Og er der kilder på, hvor du kan læse mere og tjekke informationerne?
  5. Er der andre, der siger det samme?
    Prøv en hurtig Google-søgning: Kan du finde samme svar hos kilder, du stoler 100% på?

Tjek historien på Google

Punkt 4 og 5 i listen ovenfor handler om at tjekke nyheden eller informationen. Det kan du for det meste gøre med en hurtig Google-søgning: gå ind på www.google.com og skriv et eller flere af ordene fra historien. Har du for eksempel set historien om Bonsai Kitten, så skriv de ord i søgefeltet. Nu kan du se, at det er en gammel internetjoke.

Kan du ikke se, om du er udsat for en internetjoke eller ej, så tag linket med på biblioteket – så hjælper bibliotekarerne dig med at undersøge sagen!

Tjek billedet på Google

Måske så du billedet af den lille syriske dreng, der har lagt sig til at sove mellem sine forældres gravsteder, ellers kan du se det her: Syrian Boy Sleeping Between His Parents Graves. Billedet cirkulerede rundt på de sociale medier, indtil det blev påvist, at historien var falsk: www.mm.dk/tjekdet/artikel/er-det-her-billedet-af-en-syrisk-dreng-der-sover-mellem-sine-foraeldres-gravsteder.

Hvis du gerne selv vil tjekke, om billede og historie hænger sammen, så kan du hurtigt gøre det. Højreklik på billedet og vælg “Gem billede som…”. Gå ind i Googles billedsøgning, Google Billeder, og klik på kameraet i søgefeltet. Nu kan du uploade billedet. Bagefter kan du kigge nede under “Sider, der indeholder matchende billeder” og se alle de steder, hvor billedet er postet.

Hvor finder du viden, du kan stole på?

Lær eleverne at søge efter viden, de kan stole på!

Når eleverne har lært, hvordan de kritisk tager stilling til de informationer, de får – så skal de selvfølgelig også vide, hvor de egentlig kan gå hen og finde viden, de kan stole på! Undervisningen i informationssøgning kan tage udgangspunkt i bibliotekernes kvalitetsvurderede samlinger, men udover det så findes der mange andre gode hjemmesider og databaser, som eleverne skal lære at kende. Du finder nogle gode forslag her: www.hvadvilduvide.dk/soeg_viden/her-skal-du-soege

Læs mere om at undervise i informationssøgning og kildekritik

Vil du gerne i gang med undervisningen i informationssøgning og kildekritik, og har du brug for inspiration til at komme i gang?

I bogen Undervisning i informationssøgning og kildekritik kan du læse mere om, hvordan du underviser i informationssøgning og kildekritik. I bogen får du både forslag til, hvad du skal undervise i, og alle emner indeholder læreroplag med talepapir, så du får alle forklaringer med.

Bogen henvender sig til elever på de gymnasiale uddannelser, men kan også benyttes i undervisningen i informationssøgning og kildekritik både i folkeskolen og på de videregående uddannelser.

Gå til forsiden på temaet om Fake News – klik her!

Køb bøger om studieteknik