Noget, der ligner Den gode opgave

GruppedynamikBogen Den gode opgave af Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensen er en klassiker på mange pensumlister, og den forsvinder derfor hurtigt fra bibliotekets hylder. Der findes dog mange andre gode opgaveskrivningsbøger, som du kan benytte i stedet for, og her kommer en liste med forslag. Der er helt sikkert flere derude, men du kan starte med at kigge i litteraturlisten her.

Det er kun de generelle og nemt læselige bøger, der er medtaget her. Der findes mange flere, også specifikt til dit fag.

6 bøger, du kan læse i stedet for Den gode opgave

Dahler-Larsen, Peter et al. (2011). Opgaveskrivning: råd og vink til studerende. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Note: Bogen er en introduktion til det at skrive opgaver på en videregående uddannelse, men kan benyttes af alle, der ønsker hjælp til både det studietekniske og også det rent praktiske ved at skrive projekter. Med kapitler om bl.a. vejledning og selve skriveprocessen får du et solidt afsæt til at komme i gang, ligesom der også gives anbefalinger til, hvordan du overholder formalia og skriver om den organisation, hvor du selv er ansat. Tidligere udgaver af bogen hed Rapportskrivning.

Fibiger, Johannes & Søgaard, Søren (2009). Genvejstaster: til opgaveskrivning og faglig formidling på bacheloruddannelserne. København: Academica.
Note: Bogen henvender sig til studerende på bacheloruddannelserne og tager afsæt i de opgaver og projekter, som du møder igennem dit studie. Bogen behandler de forskellige genrer og de tilhørende formidlingsformer og fortæller også om den rent praktiske udførelse.

Harboe, Thomas (2013). Metode og projektskrivning: – en introduktion (2. udg.). Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Note: Her præsenteres og forklares de begreber, fremgangsmåder og værktøjer, der skal bruges til projektskrivningen. Samtidig giver bogen også en overskuelig og letforståelig indførsel i samfundsvidenskabelige metoder.

Jørnø, Marianne Leth (2010). Brug din viden: projektarbejde i videregående erhvervsuddannelser (2. udg.). København: Hans Reitzels Forlag.
Note: En generel introduktion til projektarbejde, hvor alle projektfasernes elementer tages op og forklares, så det er lige til at gå til. Mange uddybende forklaringer og faktabokse.

Lungholt, Henriette & Metelmann, Paul R. (2013). Hvem spiser boller i karry?: en introduktion til samfundsvidenskabelig metode i teori og praksis (2. udg.). Aarhus: COK
Note: Læseren får her en introduktion til de væsentligste begreber og metoder inden for samfundsvidenskabelig metode, såsom interview, fokus­grupper og spørgeskemaundersøgelser: Bogen giver praktiske eksempler på, hvordan metoderne kan bruges i forbindelse med projekter eller undersøgelser. Desuden er der forslag til øvelser og opgaver i bogen.

McMillan, Kathleen & Weyers, Jonathan (2011). Sådan skriver du opgaver og projektrapporter. Harlow: Pearson Education.
Note: Det kan være svært at oversætte udenlandske opgaveskrivningstraditioner til danske forhold, men i dette tilfælde er det lykkedes med succes. En meget generel og praktisk bog, der sikkert fører dig igennem opgaveskrivningens mange faser. Med masser af tjeklister, forklaringsbokse og et layout, der gør forklaringen af projektskrivningen meget overskuelig.

…og en hjemmeside

Aarhus Universitet (2015, 28. august). Studiemetro. Lokaliseret den 29. april 2015 på: www.studiemetro.au.dk
Studiemetro er en webbaseret guide til informationssøgning og opgaveskrivning. Her kan du læse om f.eks. problemformulering, vejledning og formalia. Indholdet er målrettet studerende inden for kulturvidenskabelige fag, men alle kan få glæde af de konkrete råd og øvelserne.

Læs også: Find billige studiebøger

Køb bøger om studieteknik