Sådan finder du statistik til dit projekt januar 22, 2018 – Slået op i: Studieteknik – Tags: , ,

Vil du gerne vide, hvor mange danske hjem, der har en mikroovn? Eller i hvilke EU-lande, du finder den laveste forekomst af overvægtige indbyggere? Eller har du lavet en spørgeskemaundersøgelse om kønsroller til dit projekt, som du nu gerne vil holde op mod en tilsvarende undersøgelse?

Her finder du statistik, tal og oplysninger

Der er mange hjemmesider på nettet, hvor du gratis kan finde alle de tal og oplysninger, du skal bruge. De fleste af dem er lige til at gå til, men hvis du har svært ved at finde lige præcis det tal, du skal bruge, så husk at du altid kan få hjælp hos Biblioteksvagten, www.biblioteksvagten.dk, eller på dit lokale bibliotek.

Danmarks Statistik

Danmarks Statistik giver dig en viden om samfundsforhold i Danmark. Du kan enten benytte de forskellige emneindgange og færdige publikationer, eller du kan selv lave et udtræk i Statistikbanken. Har du brug for hjælp, kan du stille spørgsmål her.

Surveybanken

SurveyBanken er etableret af Aalborg Universitet, der har stor erfaring med indsamling og analyse af spørgeskemaundersøgelser. SurveyBanken gør en række af disse undersøgelser direkte tilgængelige. I SurveyBanken kan du også lave egne analyser af danskernes holdninger, til f.eks. arbejde, velfærdsstat, politikere, indvandring etc.



Eurostat

Eurostat er EU’s statistikorganisation, der indsamler statistik fra medlemslandenes statistikorganisationer. Dataene sammenfattes, harmoniseres og publiceres efter fælles regler, så de så vidt kan sammenlignes, også med data fra de vigtigste lande uden for EU.

Globalis

Globalis er et interaktivt verdensatlas, hvor du selv kan lave dine egne kort og grafer. Siden indeholder landeprofiler, statistikker og satellitbilleder, hvor du kan sammenligne de forskellige lande. Du kan også finde temaer om f.eks. Befolkningstæthed, ligestilling og IS.

The World Factbook

The world factbook fra CIA giver dig oplysninger om alle verdens lande, bl.a. inden for emnerne: samfundsforhold, økonomi, terrorisme, kommunikation og energi. Vælger du f.eks. at læse om Danmark, kan du se, at vi i 2016 eksporterede 9.919 milliarder kWh. Nyttigt at vide, hvis du skal skrive projekt om emnet – eller bare træner til den næste runde Trivial Pursuit.

Find mere statistik her!



« Skal du i gang med at skrive bachelorprojekt? Læs 5 gode bøger, der kan hjælpe dig!
Sådan kommer du i gang med at søge legater (- og det er nemmere, end du tror!) »