Om redaktøren af 'Hvad vil du vide?' - Trine Toft

‘Hvad vil du vide’ – den hjælp, jeg selv havde brug for!

Jeg er fra en meget lille flække i det yderste Udkantsdanmark. Jeg var en af de første i familien, der fik en studentereksamen, og med en mor, der er uddannet kontorassistent og en mekaniker-far, så var der ikke rigtig nogen at spørge om hjælp, når jeg skulle løse ligninger og skrive de store skriftlige projekter. Heldigvis er jeg født ind i en familie, der altid har brugt det lille bibliotek, der lå i landsbyen. Hver uge blev den store kurv med bøger pakket, og så tog vi til biblioteket for at låne nogle nye.

I gymnasiet havde jeg svært ved at knække de akademiske koder, og jeg droppede ud af min første videgående uddannelse efter kun et år. Arkæologi interesserede mig, men jeg kunne ikke gennemskue, hvordan man studerede og løste opgaverne. Jeg besluttede mig for at vende tilbage til det, der i barndommen var en stor drøm – at blive bibliotekar. På Biblioteksskolen, som det hed dengang, fandt jeg hurtigt det fokus, som har holdt ved til i dag: Hvad kan jeg som bibliotekar gøre for at understøtte elever og studerendes læring?

Ideen bag ‘Hvad vil du vide?’

For jeg er jo langt fra den eneste med dén historie. Optaget på de gymnasiale uddannelser har gennem mange år været stigende og dermed også antallet af elever fra uddannelsesfremmede hjem. På biblioteket har jeg mødt mange elever og studerende, der ikke har nogen, de kan spørge om hjælp, eller hvor spørgsmålene virker så banale, at det føles pinligt at gå til sin vejleder.

Jeg brænder for at hjælpe elever og studerende, der ligesom jeg mangler redskaber til at knække de akademiske koder, og jeg opdagede, at når jeg som bibliotekar stillede de rigtige spørgsmål og hjalp med at finde svar, så kunne jeg virkelig gøre en forskel for den enkelte studerende og gøre studielivet lettere. Jeg begyndte at skrive ned, hvad de studerende spurgte om – og hvilke svar, der virkede. En dag havde jeg givet de samme svar så mange gange, at jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne lave en hjemmeside, så mange flere studerende få svar på deres spørgsmål.

www.hvadvilduvide.dk er der i gennemsnit 15.000 besøgende hver måned – og endnu flere i de store projektperioder. Jeg er glad for at se, at min ide holdt vand – der er med andre ord et stort behov for at få praktisk hjælp til projekter og opgaver, og på siden kommer der hele tiden nye artikler til om projektskrivning og informationssøgning.

Med venlig hilsen Bibliotekar Trine Toft

Vil du vide mere?

For yderligere oplysninger, se LinkedIn.

Du kan også sende en e-mail her: info@hvadvilduvide.dk

Køb bøger om studieteknik