Hvor meget må du copy/paste fra andres projekter? februar 24, 2017 – Slået op i: Studieteknik – Tags: , ,

Hug en vending og klip og indsæt et afsnit…

Når du går i gang med at skrive projekt og begynder at søge litteratur, så finder du måske også andre studerendes – virkelig gode – projekter. Her kan det være fristende at copy/paste en lille sætning her og genbruge en god formulering der, men hvor meget må du egentlig “låne” fra andres projekter?

Hvornår er der tale om plagiat?

Når du skriver dit projekt, skal du ofte bruge viden fra andre kilder til at undersøge dit problem. Her er det vigtigt, at du laver præcise kildehenvisninger, så du ikke risikerer at blive beskyldt for plagiat. Kort fortalt må du gerne lade dig inspirere af andres projekter – men du må ikke aflevere noget, du ikke selv har skrevet uden at lave en henvisning til, hvor du har det fra. I sidste ende kan du dumpe din eksamen eller risikere at blive bortvist fra din uddannelse.

Stopplagiat.nu kan du finde gode tips til at undgå at plagiere og her finder du følgende præcise opfordring:

”Så snart du bruger noget andre har skrevet eller lavet, skal du altid lave en kildehenvisning”.

Med andre ord: hvis du uden kildehenvisning bruger andres tekst, tabeller, meninger, videnskabelige teorier og argumenter eller grafik, som du ikke selv har udtænkt – så er det plagiat.



Må du slet ikke bruge andres projekter?

Jo, når du bruger dem rigtigt. Hvis du er i tvivl om strukturen på dit projekt, altså hvordan det skal ende med at se ud, så find et eller flere projekter du kan kigge igennem. Du må også gerne bruge andres projekter til at få inspiration til de områder, du gerne vil skrive om.

Endelig kan der i de færdige projekter også være en ren guldgrube i litteraturlisten: hvis projektet er relevant, så er de mange andre bøger, artikler og hjemmesider på litteraturlisten det sikkert også. Det kan du læse mere om her.

Men lad være med at skrive gode formuleringer og hele afsnit over i dit eget projekt. Det kan ikke betale sig, for det bliver opdaget. Mange uddannelser har en plagiatscanner, der dels tjekker om hele eller dele af projektet allerede ligger på internettet, og dels også tjekker om du har skrevet direkte af fra en af dine kilder. Så husk kildehenvisningerne.

« Studenter-BINGO
Sådan finder du hurtigst masser af litteratur til dit projekt »