Ferie på SU-budget: København september 14, 2016 – Slået op i: Ferie på SU-budget – Tags: , ,

Der er nu ikke noget som en tur til København! Og der sker hele tiden noget med koncerter, gadefester og udstillinger, for ikke at nævne de utallige caféer og restauranter – og mulighederne for at shoppe. Ja, København er en fantastisk by – men også virkelig dyr! Trænger du til at komme en tur til hovedstaden, så kommer her en guide til et besøg i København for dig, der er på SU. Husk at bestille Orange DSB-billetter på www.dsb.dk/orange, hvor du kan finde billige billetter.

Hvor skal du bo

Prisen på et hotelværelse i København ligger i den høje ende, men måske kender du nogen, der har en sofa, du kan låne. Hvis ikke, så har AOK, Alt Om København, lavet en meget god oversigt over billige overnatninger i København, som kan findes her: www.aok.dk/overnatning/de-5-overnatninger-under-500-kr.

Siden guiden blev lavet, er der dog kommet nye hoteller til, f.eks. Cabinn Metro, der har overnatninger til 495 kr.* Lige ved siden af både metro-station og det store shoppingcenter Fields, får du dit eget værelse med køjeseng, bad og toilet og også kedel og kaffepulver. Pladsen er lidt trang, men til gengæld kan du lave morgenkaffen uden at stå ud af sengen. Der er en glimrende morgenmadsbuffet til 75 kr.*, og du reserverer her: www.cabinn.com/hotel/metro-lufthavn-hotel-koebenhavn.

Hvad skal du se

Det er en god ide at planlægge i hvert fald noget af turen hjemmefra, for der er så meget at se på. AOK giver masser af inspiration til oplevelser og aktuelle arrangementer i byen. Men blandt de oplevelser, som du bare må have med hjem, så er der:

En tur i byen

København kan byde på det hele! Lige fra de übercool discoteker, over hippe caféer, homobarer, spillesteder, skumle pub’er og til stilfulde vinbarer.

Vil du gerne have en billig tur i byen, så gå efter de klassiske, brune værtshuse, hvor der ofte er øl til en 20’er. Er du til drinks, så har VisitCopehagen lavet en guide til de barer, der har Happy Hour: www.visitcopenhagen.dk/da/kobenhavn/gastronomi/top-10-happy-hour.



Shopping

Der er selvfølgelig altid de store shoppingmekkaer, som udover Fields også tæller Fisketovet, og inde i byen Magasin og Illum. Men prøv i stedet at gå en tur ned ad Istedgade og nyd de små butikker (altså, når du er kommet forbi alle de mere eller mindre skumle sex-shops), kryds over og tag turen tilbage ad Vesterbrogade og slut af med en kop kaffe og et hvil til fødderne på Værnedamsvej.

Shopping i København © Google

Shopping i København © Google

Mad

Vil du spise godt og billigt, så tag ud til Copenhagen Street Food på Papirøen, hvor du den lækreste mad fra alle kontinenter. Tapas? Tyrkisk? Sushi? Brasiliansk BBQ? Det finder du her, og meget andet, se selv: http://copenhagenstreetfood.dk/. Du kan gå dertil over Inderhavnsbroen, som du finder ved Nyhavn.

Papirøen © Forotgraf: Rene Roslev og Copenhagen Street Food

Papirøen © Fotograf: Rene Roslev og Copenhagen Street Food

Christiania

Når du nu alligevel er i området, så slå også et smut forbi Christiania. I skrivende stund er hashboderne ved at være fortid, og du finder her et fint og grønt åndehul midt inde i byen, masser af stemning, gratis koncerter om sommeren og god og billig mad. Se mere på: www.christiania.org

Tårnet, Folketinget, Christiansborg Slot

Hvis du ikke vil betale entréen til Rundetårn, men gerne vil se byen fra Tårnets top, så er der gratis udsigt ud over det meste af København oppe fra Tårnet i Christiansborg Slot, http://taarnet.dk/taarnet/#. I tilknytning til Tårnet ligger en restaurant med den fineste udsigt – men maden er i den dyrere ende. Brug i stedet fem minutter på at gå over til Kanal Caféen, der serverer det lækreste smørrebrød til det halve af prisen – og snaps i flasker. Se mere her: http://www.kanalcafeen.dk/.

taarnet-udsigt-aften-byens-lys

Udsigt over byens lys fra Tårnet © Fotograf: Jacob Jensen

God tur!

* = Pris set 14. september 2016

« Sådan læser du gratis e-bøger
Billig studentermad: Squash-tærte »