Det allerbedste trick til at komme igennem projektet – uden kaos! marts 13, 2018 – Slået op i: Studieteknik – Tags: , , , ,

Hvordan får du et overblik over alle opgaverne i projektet?

Lige når du starter på dit projekt, kan det godt føles som et kæmpestort bjerg, der skal bestiges. Du tænker: ”Det kommer jeg aldrig over!”, men det gør du. Det er der i hvert fald mange andre før dig, der har gjort.

Et rigtig godt trick er at dele de enkelte punkter op i opgaver, der skal løses. Jo mindre detaljer, du kan få det ned i, jo nemmere bliver det at få det overstået og strege ud. Det er nemt at gå i stå, når noget bliver uoverskueligt. Du behøver ikke at plotte alle småopgaverne ind i diagrammet, en simpel huskeliste kan også give et godt overblik.

Læs også: Overspringshandlinger – sådan siger du farvel til dem!

Lav en simpel to-do liste

På en ideel liste er alle punkter noget, der kan gøres på under ti minutter. Eksempelvis for interviews:

  1. Husk at låne diktafon
  2. Købe bånd til diktafon
  3. Ringe til Carl Larsen og få aftalt et tidspunkt for interview
  4. Lave spørgsmål til interview med Carl Larsen
  5. Printe ruteplan ud for at finde hen til Carl Larsen
  6. Afholde interview med Carl Larsen
  7. Transskribere interview med Carl Larsen
  8. Skrive data fra interview med Carl Larsen ind i projektet – skal stå i afsnittet sammen med de andre interviews
  9. Finde materiale om vandforsyning i Syddanmark – har tjekket google og bibliotek.dk, intet relevant
  10. Osv.




Gør som Egon Olsen – læg en plan!

Det virker måske som en stor omvej at gå for at få tingene gjort, men det er sådan, du får skrevet projektet. Det er de mange små udfordringer, der skal løses, som skaber det store projekt, du sidder med til sidst.

Ideelt set kan du nu også begynde at skrive opgaverne ind i en kalender – det er f.eks. helt klart, at du skal huske at købe bånd til interviewet, INDEN det finder sted. Jo mere klar en plan, du kan få lagt, jo mindre stress får du i den sidste ende.

Læs også: Skriveprocessen – sådan får du hul på den

Hvordan spiser man en elefant?

Det kræver en stor portion selvdisciplin at sætte sig ned hver dag og gå i gang med at arbejde, når man egentlig har mest lyst til bare at se fjernsyn eller lave tusind andre sjove ting. En god metode er ikke at presse sig selv for meget. I stedet for at forsøge at få projektet færdigt her og nu, så er det nok bare at nå et enkelt afsnit hver dag.

Læs Bachelorprojektet – sådan gør du!

Der er en populær talemåde, der hedder: ”Hvordan spiser man en elefant? – En bid ad gangen.” Det lyder som en gåde for børn, men ikke desto mindre er det helt sandt. Det er det enkelte ord, den enkelte sætning, det enkelte afsnit, der danner projektet. Så start med det.

Lider du af en skriveblokering?

Har du en regulær skriveblokering, hvor du bare ikke kan få et eneste ord ned på papiret, så er det verdens dårligste ide at gå med det selv. Tag fat i din vejleder eller studievejleder og få hjælp til at komme videre.

Læs også: Skriveblokering – 4 gode tricks til at slippe af med den!

Læs mere om at skrive projekt!

I bogen Bachelorprojektet – sådan gør du! kan du læse mere om, hvordan du kommer igennem alle projektets faser. I bogen får du også tjeklister til de enkelte afsnit, så du kan se, om du har husket at få det hele med.

Køb bøger om studieteknik

« Vil du skrive dit projekt alene – eller er du mere til gruppearbejde? Læs om fordele og ulemper ved begge dele
Sådan laver du en perspektivering »