Dette er det allervigtigste i dit projekt – du ved det bare ikke! oktober 13, 2016 – Slået op i: Studieteknik – Tags: , ,

Hvad vil du videHvad er det allervigtigste i dit projekt? Der, hvor du virkelig kan gå fra okay til top-dollar-i-orden og vise, at du har fuldstændig styr på tingene. Er det et perfekt opsat projekt, helt uden stavefejl, som du har gennemlæst til bevidstløshed? Måske… og det kan i hvert fald ikke skade. Er det så metoden, konklusionen, alle dine virkelig lange lixtals-venlige ord? Ja og nej, alle dele er vigtige, men uden dette helt essentielle element, så kan dit projekt sjældent hæve sig op over middel.

Valget

Den del af projektet, der går det fra gråt til guld, det er selvfølgelig det store, forkromede valg. Der, hvor du går i dybden med et emne og vælger alle mindre relevante delemner fra. Et godt projekt skøjter ikke hen over en meget stor overflade, men behandler ét emne indgående og følger det helt til dørs.

Mange af de elever og studerende, som jeg har haft vejledning med i biblioteket, vil så gerne vise alt det, de kan. Og det kan du også sagtens komme til, men du skal være opmærksom på, at en stor del af dit projekt, faktisk det, du skal bruge allerflest kræfter på i starten, er at foretage en række valg: først skal du vælge dit emne, så din problemformulering og dine undersøgelsesspørgsmål, og til sidst skal du vælge, hvordan du vil undersøge dine spørgsmål i praksis.



“Alt om overvågningssamfundet, tak!”

En af de største fejl, du kan begå, det er ikke at vælge. Et eksempel er det meget store område, der hedder overvågningssamfundet. Hvis du skal skrive om det hele, så får du ikke lavet meget andet end et projekt, der bare refererer forskellige opfattelser og beskrivelser – og det er ikke det, der giver point i et projekt. Derimod skal du vælge, hvad du gerne vil beskæftige dig med indenfor dit emne, og hvordan du samtidig kan brillere der, hvor du virkelig er god.

Det handler om at få afgrænset, til du kun står med en meget lille del af emnet, som du kan gå i dybden med. Du kan f.eks. spørge dig selv:

  • Hvilken del af det her emne synes jeg er allermest interessant? Hvor er der mest “kød” på det?
  • Er der en tekst eller et snævert defineret område, f.eks. lovgivningen indenfor offentlig overvågning, som jeg kan tage udgangspunkt i og analysere på?
  • Indenfor hvilken tidsperiode – hele perioden eller bare en del af den? Og taler vi om hele verden, i Danmark – eller bare i Kerteminde?
  • Hvordan får jeg vist det, som jeg er bedst til i hverdagen, f.eks. interviewanalyse, eller det jeg gerne vil arbejde med, når jeg er færdig?

Sig nej til din nysgerrighed

Det lyder helt bagvendt, men når du først har foretaget dit valg, så skal du stå ved det, med mindre du pludselig står i en uforudset situation, hvor et omvalg kan være nødvendigt. Mange fremragende studerende er dog gået ned på, at de ikke kunne begrænse sig og dermed aldrig fik lavet en helt klar problemformulering. I stedet for at dykke ned i det afgrænsede projekt, blev tiden i stedet brugt på at overveje alt det, som projektet også kunne have indeholdt, og på at google efter mere og mere viden.

Det er ikke forkert at inddrage spændende og relevante vinkler på dit afgrænsede emne – men som tommelfingerregel er det altid bedre at gå i dybden end i bredden. Det er i fravalget, at du får skabt det rigtig gode projekt!

« Ferie på SU-budget: Aarhus
Jeg betalte ikke selv for mine studiebøger – læs her hvordan! »